Lørdag den 13. september holdt Lise Bostrup et kursus for medlemmerne af Forfattergruppen Os hernedefra om retoriske figurer. Vi indledte med en diskussion af en række anonyme bogtitler, hvoraf flere var knyttet til medlemmernes egne bøger. Hvilke titler var fængende, og hvorfor var de det? Det var der mange forskellige meninger om.

Herefter så vi på, hvilke af titlerne folk kunne huske, og her blev feltet snævret markant ind, det var i høj grad de samme titler, deltagerne kunne huske, og det var også i høj grad de titler, der gjorde brug af retoriske virkemidler.

Hoveddelen af kurset bestod af Lises gennemgang af en række klassiske retoriske figurer med eksempler fra litteraturen, nettet og dagspressen. Vi så bl.a. på Alex Wanopslaghs brug af epiforen, Tove Ditlevsens kiasme, Gnags´ antiklimaks og Torsten Elsvors klimaks.

Det lyder måske lidt nørdet, men det var faktisk ret let at forstå, og en afsluttende øvelse provokerede også deltagerne til at forsøge sig med de nye værktøjer.

Inger Probst lagde hus til og havde bagt boller og lavet en flot jordbærkage. De andre deltagere var Torsten Elsvor, Carsten Flink, Karin Louise Sigurskjold og Karen Zubari.