I dag, lørdag den 10. oktober 2026 bringer Folketidende en fin omtale af Forfattergruppen Os hernedefras krimiantologi “Slangen i skuffen”:

Folketidende

Lise Bostrup med den nye krimiantologi ”Slangen i skuffen” med 31 fortællinger fra Lolland, Falster og Sydsjælland.

10. oktober 2026

LOLLAND-FALSTER Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder

19 forfattere står bag en ny antologi med 31 krimifortællinger fra Lolland, Falster og Sydsjælland.

Lars Hovgaard hov@folketidende.dk

En slange i en køkkenskuffe er ikke noget, de fleste forventer at finde.

Men netop det sker i titelfortællingen i den nye bog ” Slangen i skuffen og andre krimifortællinger fra Lolland, Falster og Sydsjælland”.

– En slange rejste sig i skuffen med et stort, sort, åbent gab. Et tryk. Ikke bare et stik. Et bid.

Sådan lyder et dramatisk øjeblik fra bogen, hvor 19 forfattere med tilknytning til Lolland, Falster og Sydsjælland har bidraget med i alt 31 fortællinger.

Læserne kommer vidt omkring i krimigenren.

Her er både klassiske detektivhistorier, psykologiske krimier, historiske mysterier, humoristiske fortællinger og fiktive retssager.

Flere historier er inspireret af virkelige forbrydelser fra lokalområdet, blandt andet sagerne om Det borende X og Keldernæsmorderen.

Bag udgivelsen står Forfattergruppen Os hernedefra.

Antologien er redigeret af forfatterne Dorte Roholte og Lise Bostrup.

Under arbejdet med bogen har forfatterne ikke blot skrevet hver deres historier.

De har også deltaget i kurser og fælles diskussioner om krimigenrens virkemidler, blandt andet plot, intriger og spændingsopbygning.

Resultatet er en samling fortællinger, hvor de velkendte omgivelser på Lolland, Falster og Sydsjælland danner ramme om alt fra små mysterier til alvorlige forbrydelser.

Bogen er illustreret af Lise Bostrup med brug af kunstig intelligens.

Og som titlen antyder, kan selv den mest uskyldige køkkenskuffe gemme på en ubehagelig overraskelse.