Anvendelsen af flere ord efter hinanden med samme begyndelsesbogstav kaldes allitteration, og allitteration er en af de mange teknikker, man kan læse om i retorikken og studere på Forfattergruppen Os hernedefra’s kurser.

Journalisten Bjørn Brylle Petersen fra Folketidendes Nakskov-redaktion konstruerede en flot P-allitteration i anledning af Museum Polakkasernens sommerfest, der bl.a. indeholdt præsentation af tekster om roepolakker fra antologien “Roepolakkerne satte spor”. Torsten Elsvor og Lise Bostrup, der er henholdsvis formand og næstformand i Forfattergruppen Os hernedefra talte og læste, og medlemmerne Ingrid Slott, Else Lefmann og Rita Tvangsø deltog.

Solen skinnede, og hvis det ikke havde været for nogle ret højtråbende polakker, der ikke virkede synderligt interesserede i skuespilleren Christian Steffensens oplæsning af Hilmar Wulffs roman om undertrykkelsen af deres oldeforældre på de rige vestlollandske bønders marker, ville englene have sunget.